Historien
Ler, tid og hænder
Det begyndte med en klump ler og en stille eftermiddag, hvor ingen havde brug for mig til noget. Det var nok. Det blev til mere.
I dag bor værkstedet i et lille hjørne af landet, hvor lyset falder skævt ind ad vinduet om morgenen og en træsko-trappe knirker hver gang nogen kommer forbi. Her står hylder af tørrende værker, en gammel drejeskive der har set bedre dage, og en ovn der altid kører lidt for varmt.
Jeg arbejder med stentøjsler — den slags der tåler at blive brugt, men også at stå stille på en hylde og bare være. Nogle stykker er drejet, nogle er bygget op af pølser og plader. Glasuren blander jeg selv, og den ændrer sig fra uge til uge afhængigt af vejret og hvad jeg har lyst til.
Hver ting tager den tid, den har brug for. Det er det fine ved ler — det lader sig ikke skynde på.
— Mille
